
Indenfor de sidste par år har jeg været med til at starte i alt fire bestyrelser og advisory boards op i virksomheder, der allerede var i drift. Og i alle fire tilfælde var det afgørende at hurtigt få en fælles forståelse mellem ejer(e) og bestyrelse / advisory board om rammerne for arbejdet med strategi. Her kan det være svært at få konkrete input ud af en ejer, som har været vant til at køre virksomheden selv og ikke har haft behov for at formulere en strategi eller de strategiske rammer før – og det risikerer at blive noget ukonkret som ”vi skal vokse” eller ”tjene flere penge”.
Her har jeg haft stor gavn af nogle idéer og værktøjer, jeg fandt i en relativt ukendt svensk bog ”Ägarstyrning & ägardirektiv”, skrevet af Rune Brandinger i 2010. Et ejerdirektiv er en formulering af dine intentioner med dit ejerskab af virksomheden, som skal danne udgangspunkt for bestyrelsens eller advisory board’s arbejde med strategien for selskabet. Ejerdirektivet udstikker hjørnestenene for strategi-arbejdet:
- Hvor skal vi hen? Hvor ønsker du som ejer at selskabet skal befinde sig om x år? Altså de langsigtede mål mht. markedsposition, selskabets værdi etc.
Og hvilke begrænsninger ligger der på strategien? Det kan være etiske retningslinier, personalepolitik, finans-politik (f.eks. risikovillighed), vækstrate, etc.
Det fine ved værktøjerne er, at de er på menneskesprog – uden avanceret CBS-terminologi. Et eksempel er nøglespørgsmålet:
Hvad er de tre vigtigste grunde til at du/I startede denne virksomhed?
Gælder de stadig? Hvis ikke, hvorfor ikke? Hvad har ændret sig? Hvad er blevet stærkere/svagere?
Bemærk også, at spørgsmålene handler om, hvad der skal ske under dit ejerskab. Det er så moderne, at spørge “hvad er din exit-strategi?”, men helt ærligt: skal vi ikke liiiige spise brød til, og have en strategi for dit ejerskab, inden vi taler strategi for at sælge? Det er naturligvis altid relevant at overveje, hvordan strategiske valg påvirker selskabets salgsværdi, men jeg håber at du brænder så meget for din virksomhed, at du ikke kun har startet din virksomhed for at tjene kassen når du sælger.
Ejerdirektiv modellen

Det er en simpel model, som hjælper dig til at sætte ord på, hvad du vil med din virksomhed – og især hvis der er flere ejere, kan dette være en dialog, som I måske aldrig rigtig har haft, og som kan åbne øjnene for vigtige emner, I behøver at diskutere og afklare.
Modellen kan understøttes med disse støttespørgsmål, for at hjælpe dialogen på gled:

Bemærk igen at det er helt almindelige ord, som enhver kan forstå og kan forholde sig til – men svarene er bestemt ikke nemme. Og de skærer helt til benet på helt essentielle emner for, hvordan en bestyrelse eller et advisory kan arbejde med en strategi for selskabet, som ejerne efterfølgende kan genkende sig i og føle sig trygge med.
Eksempler på, hvad der kunne stå i et ejerdirektiv:
Struktur
- I 2019 skal virksomheden fortsat være kontrolleret af familierne A og B, men minoritetsejere kan være kommet til i moder- eller datterselskab.
Virksomheden
- De nuværende forretningsområder skal være komplementeret med produktion indenfor industriventilation gennem organisk tilvækst, opkøb eller strategiske partnerskaber.
Økonomi/finansiering
- Selskabets soliditet skal i 2019 stige til mindst 35% og må aldrig komme under 25%
- Afkastningsgraden skal i femårsperioden stige til mindst 18%.
- Overskudsgraden skal i gennemsnit i perioden være mindst 10%
Markedet
- Selskabet skal i 2019 være nr. 2 på det danske marked indenfor det eksisterende markedssegment
- Selskabet skal i 2019 være etableret i nnn-land med mindst 5% markedsandel.
Risiko
- De fem største kunder må ikke udgøre mere end 50% af selskabets omsætning.
- Tab på debitorer må ikke overstige 1,5%
- Selskabets finanspolitik skal godkendes af ejerne.
Produktfornyelse
- I gennemsnit over femårsperioden skal en femtedel af omsætningen komme fra produkter, der ikke fandtes da perioden startede.
Har du lyst til en snak om, hvordan du vil kunne arbejde med ejerstyring og ejerdirektiv i din virksomhed eller i en bestyrelse eller advisory board, hvor du arbejder, så skriv eller ring til mig.
PS! Jeg vil jo ikke tage æren for idéerne om ejerstyring, så her er et link til bogen.